Hanoi – Halong t/r

Da Mette kørte her i 1998 var vejen smal, bønderne tørrede deres ris direkte på vejen, så bilerne kørte hen over dem og knækkede dem, der var kanaler med vand, hvor vandhyacinterne næsten gjorde det umuligt at ro for de lokale. I dag er der anlagt en asfalteret landevej.

Turen går forbi ca. 10+ mindesmærker for faldne i kampe mod først franskmændene, så amerikanerne og endelig kineserne i forbindelse med grænsestridighederne. Det er rigtig mange unge mænd fra landsbyerne, der er faldet. Krigskirkegårdene ser ud som i Europa og USA, og det er lige vemodigt at besøge dem. Et stort monument og alt for mange ens grave omkring, eller et stort monument med mange navne på, minder om de ukendte soldater. Hvor vi har et kors, har de en gul stjerne. En del grave står åbne og tomme – Long fortalte, at det var fordi en familie i landsbyen havde mistet et familiemedlem, men at man endnu ikke havde fundet vedkommendes jordiske rester. En del leder fortsat efter knoglerne! Ved en anden grav var en del af gravene uden navne og datoer – her havde man begravet en, men vidste så ikke, hvem det var, udover at det var en fra den lokale deling… Ret barskt. Mette fik chaufføren til at stoppe ved mange af mindesmærkerne og mindedes hendes mange rejser til krigskirkegårdene fra 1. og 2. verdenskrig i Europa og Arlington/ Vietnam memorial/ Korea memorial i Washington DC.

Landbruget er hårdt i markerne, hvor det er helt som i Kina, og også ligesom i Kina bor bønderne faktisk i pæne relativt store huse. Strukturen er med statsejet jord, som man kun kan leje en lille jordlod af, samt have en ko eller vandbøffel og måske 5 grise. Den giver heller ikke her mulighed for at investere i jorden eller traktorer, men mange har egen ovn, hvor de brænder mursten til eget hus og lidt salg ved siden af. Både køer og grise transporteres på knallerter og i cykeltrillebøre langs vejen… ikke helt efter vores regler om dyretransporter.

Staten kan sælge landmændenes jord til folk, der vil bygge fabrikker. Det var der så også en del, der havde oplevet. Der blev syet sko og tøj i lange baner på fabrikker langs vejen. Når frokostpausen på 1,5 time starter og slutter kan man se utallige (velklædte) kvinder på vej ind/ud. Tilsvarende når skolen slutter kl 1130, så er vejene fulde af unge i skoleuniform med hvid skjorte på cykel.

Kul til 90% af Vietnams forbrug kommer herfra området, og de graver godt i bjergene, men luftforureningen er desværre også derefter. De tænker i atomkraft og solenergi som alternativer, omend der er lang vej til at realisere det endnu.

Vejene præges af plakater og flag og bannere i god kommunistisk stil med slogans, som ”vi bygger et smukkere og bedre land”, røde faner med hammer og sejl, det vietnamesiske flag der er rødt med en stor gul stjerne i midten, eller minder om byjubilæer o. lign… og nu også moderne reklamer for byudviklingsprojekter og diverse produkter. Firmaer bygger hele kvarterer med tomme huse uden døre, vinduer og farver… så kan køberne selv designe resten. Der købes jord op som investering udenfor Hanoi i stor stil i forventning om, at byen vil vokse og priserne på jord stige.

Undervejs gjorde vi holdt ved en workshop, hvor Lærke og Nicolai fik lov at male med på lakmalerier, se syersker og pottemagere i arbejde, og ikke mindst se alle deres smukke ting. Det bedste ved stedet var nu, at det er et socialt projekt, hvor forældreløse og handicappede børn får et hjem, en uddannelse og et job, hvor de kan forsørge sig selv.

Lærke er fortsat vores stjernefotograf. Enhver krise kan klares ved at låne hende kameraet… det betyder masser af sjove billeder.