Vietnamesisk – fransk mad
Vi har alle spist kaninpate her til aften. Kaninpate med løgconfit = meget fransk og meget delikat.
Mette snakker stadig om en ret med rispapir, der blev foldet om lidt kød og masser af friske blade/krydderier (koriander, sød basilikum, timian) og en hot pot. Sunway hotellets lækre morgenmad kan faktisk levere noget, som minder om det, så Mette er begejstret.
Den hjemmelavede yogurt med frisk mango, ananas, melon og piratfrugt er populær hos os alle fire. Især hos Nicolai, som er meget glad for mango. Han har glædet sig til Vietnam, fordi Mette har fortalt, at de har store mangoer, og man må spise sig mæt i dem her. Han får frisk mango, mangojuice og mango-is.
Isen er hjemmelavet og laaangt bedre end i Kina, hvor der for meget med røde bønner i. Her er isen delikat med kokosnød, chokolade, mint, jordbær og selv varianten “unge ris” er skøn.
Der er is og kaffe og juice overalt, og det smager godt. Vi holder os fra gadekøkkenerne med plasticstole i børnestørrelse og hygiejne for de eventyrlystne. Aircon og kvalitet og udsigt er skønt i den fugtige varme.
Fiskeretter serveres flot i kurve og på bananpalmeblade. Det er flottere end i Kina, hvor det nok ser pænt ud, men mest er “jo flere hvide tallerkener, jo bedre”.
Rejer måtte vi have – Mette har besøgt en fabrik, hvor de forarbejder og pakker tigerrejer til eksport. Fisken Barramundi måtte vi smage igen – det er børnenes yndlingsfisk fra Australien.
Grøntsagerne er sprøde og friske. Der er friske krydderurter som korianer og sød basilikum i store mængder til maden. Agurken kommer med lyserødt salt med sukker i. Dejligt. De lokale øl smager godt, og Carlsberg ses overalt i gadebillede.
Det samme gør APEC mødet, der løber fra nu og een måned frem. Det giver anledning til en masse ekstra røde flag med gule stjerner (landets flag), plakater og hele bannere på tværs af gaderne overalt . Endnu er der typiske kommuniske plakater med faner, soldater, landbrug og opbyggelige råd.