Ho Chi Minh – sådan laver man et spøgelse!

Khai skrædderen besøgte Mette i 1998 – og tøjet er først ved at se træt ud nu. Slipsene derfra er også stadig i brug – klassiske og i god kvalitet. Nu har han 3 forretninger, hvor vi fandt et par slips, en smuk taske til festkjolen og et par pelsblomsterbrocher, som ungerne købte, fordi de er dejlige at nusse med.

Så kom vi desværre på en lang gåtur i middagsheden, hvor vi måtte konstatere, at Ho Chi Minhs mausoleum var lukket, tilsyneladende til 15/11 eller året ud, hvor hans pælehus og museum måske/måske ikke var lukket, og hvor vildt irriterende små mænd (drenge) i uniformer blot sagde nej uden at forklare/præcisere/give konstruktive alternativer. Det viste sig senere, at parlamentet blev åbnet i dag, derfor lukningen af en del af stederne, men det var der jo ingen, der fortalte. Samtidig var det varmt, og bortset fra de gadekøkkener, hvor vi ikke kan spise, hvis vi vil rejse uden diarre, ja sååå var der ikke mange steder at spise. Christian og ungerne var ved at brænde sammen. Nicolai havde ondt i maven, og Lærke havde brændt sig lidt på en scooters udstødningsrør. Endelig fandt vi et sted at spise.

Et amerikansk B52 bombefly, der blev skudt ned, ligger fortsat i en lille sø i Hanoi centrum. Det fandt vi i et kvarter, der vekslede mellem smalle gader med stor fattigdom og store dyre villaer.

Ho Chi Minh var indbegrebet af Simple Living, boede i et pælehus, og bad i sit testamente udtrykkeligt om at blive brændt og få asken spredt ud over tre steder, nord-, syd- og midt-Vietnam så folk ikke skulle spilde tid med alt muligt begravelse- og mindepladshalløj. Kommunistpartiet slettede dele af hans testamente, balsamerede ham og byggede at enormt betonmausoleum og et enormt kommunistisk betonmuseum ved siden af.
Det må være noget nær en skolebogsopskrift på at etablere et hvileløst spøgelse 😉

Vi tog tilbage til hotellet om eftermiddagen, nød leg, revidere rejseplan, læste mm.