Reflektioner

Dejligt med en pause-dag til posthus, internet-cafe, lange karbade og gode bøger. Akrobatik, karate, ‘skole’, hilsner til venner og familie 🙂

Nicolai og Lærke suger indtryk til sig. Nicolai har lagt mærke til de store forskelle mellem rige og fattige. Vi har ikke talt specielt med ham om det, men han er begyndt at bemærke, at her er folk rige eller fattige, for her har de dyre ting, eller her er der beskidt.

De har fået hold på det med spisepindene, efter at vi er begyndt at binde elastikker om enden på dem, så de minder om pincetter. Det har de kinesere, vi har mødt aldrig set før.

Vi fik en supergod snak med vores guide i de Gule Bjerge, Victor. Han har en søn på 7 år, dvs 6 år efter vores måde at tælle på. Kineserne tæller nemlig det første år som 1, fortalte han. Så når de fortæller os, at deres børn starter i skole som 7-årige, så er børnene 6 år ligesom hjemme. Nu kan vi også bedre forstå, hvorfor de alle synes, at Lærke er så høj af sin alder… hun fortæller, at hun er 3 år, men efter kinesiske standarder skulle hun altså fortælle, at hun er 4 år.

Vores lidt tungere kommunistiske hotel i Tunxi var ufrivilligt morsomt et par gange. De lagde et visitkort på værelset med ‘learn to speak Chinese’, hvor de 4 udtryk i prioriteret rækkefølge var ‘Jeg elsker Kina’, tak, hej og farvel. Det med sproget går ellers fint. Vi har alle fire nogenlunde samme kinesiske ordforråd – ni hao = hej, [sje sje] = tak, [sej chair (stol på fransk)] = farvel. Ellers snakker vi engelsk, og det er da lykkedes os at få luftet både fransk og tysk, når vi har snakket med andre turister. Lærke og Nicolai begejstrer alle, når de med stor entusiasme og fin udtale siger ni hao til de mange flinke mennesker, som de kommer i kontakt med. Nicolai er så tryg nu, at han i går satte sig hen til 10 ansatte ved restauranten, og snakkede med dem i 10 minutter. Lærke har nu flere gange sat sig på skødet af smukke unge piger, helst dem i smukke kjoler, der danser.

Vi er fascinerede af de mange byggepladser overalt. Huse og veje, ja hele byer… i går så vi Chiang Nan New Town, hvor de byggede boligblokke til 20-50.000 mennesker er vores løse gæt. Virkelig flotte bygninger i 4-6 etager med lidt haver og terrasser. 8-15 huse i hver stil.

Hotellivet er ikke så ringe! Hotellerne er gode. Især dem, hvor Mette har ladet Marcopolo vælge hotellet uden at bede dem finde et lidt billigere. 4 stjerner er dejligt. Bell Tower Hotel i Xi’an og især Nanlin Hotel i Suzhou har vores varmeste anbefalinger.

Var det noget med en lynhurtig mobiltelefonoplader med møntindkast – afløseren til telefonboksene… bemærk disclaimeren – den her er bliver nok Sony’s redning. 😉

Vi nyder buffet’erne, at kunne vælge lidt af forskellige retter uden at bekymre sig om indkøb, madlavning eller opvask. Børnene synes, det er dejligt ‘selv at bestemme’ (inden for nogle grænser, såsom sundhed).

Kinesiske TV reklamer møder vi uundgåeligt, når vi zapper igennem hotellets 43 lokale kanaler for at nå CNN, BBC og HBO (film). Tankevækkende at se reklame for at ens børn opnår en ret ryg/ flot rank holdning… løsning: et korset. Eller hvordan bliver en kineser højere, når praktiske sko er nødvendige? Jo, først har gummiskoen ret høj hæl/tyk sål, derudover er der så ekstra højde inde i selve skoens hæl. De er ikke vildt elegante, men snyderiet ser faktisk ud til at virke.

Den gode nyhed om Kina er 9 pandababyer født i Kina – den knapt så gode er en tyfon i sydøstkina, hvor vi er på vej ned.