Landbrug og CNN

Så var det tid til at begive sig til de Gule Bjerge Huangshan. Det betyder en transportdag med en 4-5 timers tur i offentlig bus, der dog kun tog 3,5 time, fordi chaufføren kørte stærkere, end vi har lyst til at tænke på, og holdt een pause, der var så kort, at han havde dyttet 6 gange, inden vi havde fået ungerne hen til toilettet og retur. For 2. gang så vi store plakater med makabre fotos af trafikuheld, som vist skal få chaufførene til at sætte farten ned.

Turen var fascinerende, for vi kørte igennem et smukt bjerglandskab med mange mindre byer. Landbruget ses overalt og er så lavintensivt, som det kan blive. Små skæve jordlodder med forskellige afgrøder, klemt ind mellem bjergene, passes af landmænd til fods med trekantet rishat og en træpind som åg over skuldrene. Staten ejer jorden, som de låner for 50 år af gangen, og med enkelte undtagelser, så kan een familie kun få en bestemt mængde jord, så ambitiøse unge med ønske om indtjening og udvikling flygter fra erhvervet her i provinsen. Der er utroligt mange floder, der dæmmes op af adskillige dæmninger, så markerne kan vandes med dem. Bjergene er frugtbare, og de kan udnyttes lang mere, hvis det handler om at brødføde den kinesiske befolkning.

Busturen blev dog lidt anstrengende, for de viste tv – en voldelig film med scener med SM! Ikke lige det jeg helst ville se, og slet ikke have børnene til at se. Lydstyrken var HØJ… og så kønt lyder sproget ikke, så vi tog ipod og telefonen frem og prøvede at overdøve det med musik og film.

Vi slapper af på hotellerne med akrobatik, hvor ungerne balancerer på Christians skuldre, mens han går, og står på hans hænder, mens han ligger ned. Hoppen i sengene, kung fu slåskampe, skumbad, bøger, tegning, email, internet, fotos, CNN og BBC for nyheder og HBO for film, når hotellet har kanalen. Nicolai er ved at lære klokken, og han finder hotelværelserne ved at læse tallene på dørene.