Muren da capo trin 1, 2 og 3

Trin 1:
Sidst var vi i “de fattige arbejderes dal” og havde en ok oplevelse, men følte ikke rigtig at vi fik fornemmelsen af uendelighed og storslåethed, som vi forbinder med muren.

Trin 2:
Det rådede vi så afgjort bod på i dag 🙂

En af Mettes kollegaer som arbejder i Beijing arrangerede en bil med velinstrueret og dygtig chauffør – Mr. Zheng – til os. Han var ret cool og lod sig ikke lige standse men kørte os til trappetrinnet af de sites, vi gerne ville se.

Først muren ved Badaling med svævebane (cable car) – en god måde at komme højt op hurtigt – og samtidig have energi til en frisk gåtur på muren. Her kom vi endelig op til et sted, hvor vi havde oplevelsen af, at muren bare fortsatte. Det var simpelthen så flot. Der var enormt mange mennesker, men udsigten var det hele værd, og vi kunne gå i 3-4 retninger med forskellige storslåede udsigter over bjerge, dale og især muren selv.

Så gik turen ned med “sliding carts” – noget, der mest af alt ligner Tivolis rutchebane – og mindst ligeså sjovt.

Herefter så vi “circle theatre” movie om muren – 9 store lærreder 360 grader rundt – ret imponerende og fantastisk indtryk af murens mangeartethed på 20 minutter. Lærke og Nicolai var begge dybt fascinerede – nok den heftigste biograf vi har været i til dato – teknologisk simpelt med 9 simple biograflærreder i en cirkel, men sat sammen er 360 grader panoramaerne altså uforlignelige.

Trin 3:
Videre fra turistmassivet ved Badaling gik turen så til Commune ( http://www.commune.com.cn/english/product/commune/index.html ). Storslået moderne og internationalt prisbelønnet kinesisk boligarkitektur i en stor dal og en suveræn restaurant som med det rette valg af vine ville kunne gøre et seriøst indhug i ethvert rejsebudget.

Herfra var planen egentlig, at vi ville vandre op til muren og gå på den mere uberørte del, for så at blive samlet op af Zheng et par kilometer nede ad muren. Men den gik ikke i første omgang. Vi blev venligt, men bestemt, afvist adgang op ad bjerget af en vagt ved vejen, som selv Zheng ikke kunne råbe til rette. – Kinesisk er et voldsomt sprog at parlamentere på … Efter en tur tilbage til restauranten til en engelsktalende viste det sig, at vi godt kunne få lov, hvis vi først udfyldte en passerseddel, hvor vi fritog dem for ethvert ansvar for vores færden – senere fandt vi ud hvorfor…

Det var den flotteste og stejleste tur på muren, som var delvis tilgroet og bestemt ikke bevandret de seneste mange uger. Flere steder var dele af muren eroderet væk, der var ofte ingen kanter, og to gange måtte vi ned og gå ved siden af pga. af huller, så vi fik lige indført et par nye regler for børnene mht. at holde i hånden konstant. Nicolai gik forrest med en gren for at fjerne de voldsomt mange edderkoppespind på den tilgroede sti…. og udsigten var ærefrygtindgydende formidabel. Wauv!!!

Efter en god times fantastisk vandring/klatring nåede vi ned til den første forpost for næste dals officielle turistområde, hvor vi ved en større afspærring blev mødt af en uniformeret sikkerhedsvagt, som ikke havde til sinds at lade os komme videre. At vende rundt og gå 2 km opad var på dette tidspunkt ikke noget som på nogen måde ville være gennemførligt og vagten kunne… ja præcist…. nul engelsk! Hmmm, Zheng havde dog givet os sit mobilnummer, så frem med telefonen og ringe til ham, sige “nihao” (goddag) og så ellers give vagten telefonen og håbe på, at Zheng ville være i stand til at forklare, hvad de her halvgale danskere havde gang i. Zhengs engelske var også begrænset til yes og no, så da vagten gav tegn til, at vi nu skulle følge med ham, var vi ved at være lidt spændte på, hvad der skulle ske. Vi forsøgte så at lodde stemningen og spurgte, om vi måtte fotografere ham sammen med børnene, og om han ville fotografere os… det gik han med til, så helt galt kunne det da ikke være…. ned kom vi da også, hvorefter vi blev dirigeret – ikke til udgangen – men derimod over til indgangen hvor 8 andre sikkerhedsvagter stod og ventede sammen med Zheng…. det viste sig…tadaa, at de ville have, vi skulle købe to billetter (i alt 40 kr) til murens sidste del (Shuigan), som vi var passeret ned over, og så var alle glade.

Muren fra Commune til den formelle indgang ved Shuiguan er ikke sat i stand, som den er de mere turistede steder. Badaling er flot for udsigten. Vi synes, det er helt perfekt i kombination med Shuiguan/Commune, fordi sidstnævte giver et langt mere ærligt billede af de mange tusindende kilometer mur.

En god afslappende køretur senere skulle vi hen til ambassaden og hilse på Mettes kollega, Thomas, som havde anbefalet os chauffør + program.

Vi mødte en anden kollega Carsten på vejen derhen, som i sin tid har arbejdet med Vietnam ligesom Mette. Det var hyggeligt – rart at se at han har det godt og sjovt, at vi var kommet til Kina samtidig, og sågar havde mødtes på seruminstituttet til vaccinationer få dage før afrejsen.

Vi så ambassaden – dansk design møder Kina på en god måde – og gik sammen med Thomas ud og spiste aftensmad på Din Tai Fung – en dumpling restaurant i særklasse – velbegrundet med på NY Times liste over de 10 bedste restauranter i verden – detaljer som fantastisk mad… og et legeværelse til børnene med alt udi spiderman- og supermanbamser, disney film, nanny og ikke mindst hyggeligt selskab gjorde det til et af de bedste restaurantbesøg, vi kan mindes.

http://www.dintaifung.com.tw/eng/ – og de er flere steder i Asien, saa vi tester lige undervejs…

Vi sluttede dagen med at drikke aftenkaffe hjemme hos Thomas, mens Nicolai og Lærke lavede karate, spillede gameboy og hørte ipod-historier.